Mit sind har mange gange bevist sit store talent inden for drømme og lignende sjove natlige underbevidste seancer. Jeg drømmer stort set hver eneste nat, og det er en af mine yndlingsaktiviteter. Det er dog ikke altid lige rart. Jeg har tre gange oplevet det, som den engelsksprogede Wikipedia kalder Sleep Paralysis (seriøst, læs deres lange artikel om det og vær lykkelig for, at du har aldrig har oplevet det). Det er det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet.
Til gengæld er det mega fedt at opleve det, der med en fagterm kaldes lucide drømme. Det er drømme, hvor man er klar over, at man drømmer, og derfor kan tage kontrol over drømmen. Sådan en oplevelse havde jeg i nat, og jeg udnyttede det i den grad. Jeg stod foran et spejl med elpærer langs kanten (ligesom man ser dem, når skuespillere skal have makeup på inden en forestilling). Lige pludselig slog det mig, at jeg var i en drøm. Jeg tænkte hey, det her er en drøm, jeg kan gøre hvad jeg vil". Jeg har altid tænkt over, hvordan det ville være at have en tvilling. Så jeg koncentrerede mig så meget, jeg kunne, og lige pludselig stod jeg selv foran mig. Jeg havde skabt en fuldt funktionsdygtig kopi af mig selv. Det var fucking fedt. Det stoppede dog ikke der, for hvis jeg kunne lave en udgave af mig selv, så kunne jeg da også lave en udgave af Joseph Gordon-Levitt! Så det gjorde jeg.
Det var en virkelig lang drøm, og mig og Joseph og mig hyggede os rigtigt. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage en masse billeder af os med min iPhone, så jeg kunne bevise det hele, når jeg engang vendte tilbage til vågen tilstand. Det viste sig dog, at billederne ikke var der, da jeg vågnede. Øv.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar