Kære verden.
Jeg hedder Emil. Jeg er 17 år. Jeg er homoseksuel. Det er ikke noget, jeg har fundet ud af lige pludselig; det har snarere været en lang og ofte frustrerende proces, og ærligt talt har jeg stadig svært ved at affinde mig med det. Det hænger sandsynligvis sammen med, at der er mange af de egenskaber, man (dvs. offentligheden) fejlagtigt tillægger ”alle homoseksuelle”, som jeg ikke føler, beskriver mig særligt godt. Medierne er også med til at gøre det hele værre, da der er masser af underholdningsværdi i en karakter som Gustav, som efterhånden har været med i samtlige danske realityserier, end en ganske almindelig rugbrødsdansker, der tilfældigvis er homoseksuel. Sådan er det nu engang, men det gør det ikke ligefrem nemmere som ung homoseksuel at acceptere og leve med sin seksualitet.
Først og fremmest føler jeg mig snydt. Ikke bare snydt for det sidste stykke slik eller en anden ligegyldighed. Jeg føler mig snydt på det groveste af naturen selv. Naturen har egentlig gjort et okay stykke arbejde med mig. Jeg er godt nok platfodet på min højre fod, jeg har bøjle på mine tænder, og min underkæbe er så skæv, at den skal opereres på plads, men det er jo alt sammen småting i forhold til hele det komplekse legeme, der er den menneskelige krop. Jeg har to arme, to ben og fem fingre på hver hånd. Jeg er hverken fysisk eller psykisk handicappet, så på papiret burde jeg jo være ret velfungerende. Som bonus er jeg velbegavet og har gode sociale evner. Men på det mest grundlæggende punkt har naturen ramt helt ved siden af. Den seksuelle tiltrækning. Faktisk har naturen et meget smart system. Det er ikke voldsomt kompliceret. Hankønsvæsener tiltrækkes af hunkønsvæsener og omvendt. Det er denne mekanisme, der har været grundlaget for evolutionen af liv på jorden de seneste mange millioner år. Det er denne mekanisme, der er skyld i min blotte eksistens, og det er denne mekanisme, som jeg er blevet snydt for. Jeg føler mig ærligt talt uretfærdigt behandlet. Det er et ganske simpelt system. Det er også derfor, det er så ufatteligt, at naturen fucker det op for omkring 5 % af den menneskelige befolkning.
Jeg har flere gange haft følelser for piger. Eller jeg har måske snarere følt, at jeg har haft følelser for piger. Jeg havde lyst til at have følelser for piger, for det har normale drenge jo. Jeg ville bare gerne passe ind. Derfor gentog jeg løgnen over for mig selv tilstrækkeligt mange gange, og til sidst troede jeg faktisk oprigtigt, at jeg var forelsket i piger. Men når det kom til stykket, var det som om, der manglede noget. Det føltes ikke helt rigtigt. Jeg var dog ikke klar til at se realiteterne i øjnene, så jeg fandt på et kompromis. I lang tid bildte jeg mig selv ind – og fortalte endda et par stykker – at jeg var biseksuel. Det føltes ligesom ikke så slemt. På den måde kunne jeg føle mig nogenlunde normal og samtidig ”legitimere” mine tanker om drenge ved at fortælle mig selv ”jeg kan jo også lide piger!” Hvor god den forestilling end var, var det en falsk virkelighed, som jeg havde konstrueret for at beskytte mig selv mod den horrible sandhed: at jeg ikke er halvt eller kvart eller ”kun en lille smule” til drenge. Jeg er helt igennem homo.
Jeg føler mig utroligt alene i denne heteroseksuelle verden. Jeg føler mig ikke som en del af ”homomiljøet”, men alligevel er jeg jo forskellig fra mine hetero-venner. Hver gang de snakker om kærester og forhold, forelskelser og følelser, bliver jeg mindet om, at jeg ikke er som dem. Hvor ville jeg dog gerne være det. Jeg misunder dem dybt. Det gør mig vred, at nogle idioter (jeg taler til dig, Sarah Palin, og dine ligesindede republikanere), kan få sig selv til at tro, at homoseksualitet er et valg. Come on, hvis det var tilfældet, ville homoseksualitet jo ikke eksistere. Hvem ville dog vælge et besværligt liv med et betragteligt mindre udvalg af potentielle partnere og, i nogle dele af verden, konstant frygt for at blive hængt for sine ”amoralske lyster”, hvis man kunne blive fri?
Konceptet ”gay pride” er meget svært for mig at forstå. Det giver ingen mening at være stolt af at være homoseksuel – lige så lidt som det giver mening at være stolt af at være heteroseksuel. En seksualitet er en meget mærkelig ting at være stolt af. Normalt kan man være stolt af ting, man selv eller andre har opnået. Man kan være stolt af at have lært at spille guitar. Man kan være stolt af en flot studentereksamen. Man kan være stolt af sine venners bedrifter. Man kan sågar være stolt af sit land. Det giver alt sammen mening, fordi stoltheden er baseret på noget, som nogen har kæmpet for at opnå. En seksuel orientering er ikke noget, man har opnået. Det er snarere en egenskab. Ligesom det at være sorthåret eller at være intelligent er egenskaber. Når man begynder at være stolt over egenskaber ved sig selv eller andre, som ingen er herre over, kan man ende med ubehagelige ting som Ku Klux Klan eller Holocaust. Det er selvfølgelig uretfærdigt skarpt stillet op og en meget træls sammenligning for det ellers positivt ladede ”gay pride”, men jeg synes, det meget tydeligt illustrerer, at det ikke giver særligt god mening.
Målet med pride-paraderne er øget tolerance og fejring af mangfoldigheden, men resultatet er et andet. Det er stereotyperne og fordommene, der vinder den store sejr. Billedet af, at bøsser er højlydte, ultrafeminine, letpåklædte glimmerdronninger bliver forstærket og foreviget. Det hele skaber en verden, som jeg hellere vil tage kraftigt afstand fra end at være en del af. Det er destruktivt for tolerancen og forståelsen, og så er det pisse ærgerligt, at det er dette billede, der går igen overalt i medie- og underholdningsbranchen. Et citat fra tv-serien Rita er meget rammende. ”Hvorfor er du så kedelig? Bøsser på tv er altid så sjove” siger Ritas ældste datter til sin stille og indadvendte lillebror, der for nylig har åbnet op omkring sin homoseksualitet. Citatet beskriver meget godt, hvordan bøsser opfattes i den brede befolkning. De er blevet reduceret til at være komiske figurer, som skrantende tv-serier kan hive ind i håb om at øge seertallene. Det er også derfor, at jeg i (alt for) lang tid har benægtet denne del af min identitet og på ingen måde har haft lyst til at dele dette med andre. Jeg kan simpelthen ikke identificere mig med det billede, der bliver skabt.
Men selvom jeg ikke føler, jeg passer ind i det miljø, så må jeg erkende, at jeg er homoseksuel. Jeg er bøsse. Det er stadig virkelig svært for mig at rumme. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på det. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke grubler over hvilke følger, det vil have for hele min tilværelse. Nogle gange gør det mig nedtrykt og ked af det – især når jeg tænker på mine heteroseksuelle venner og deres normale liv. Men selvom det er hårdt og svært, er det også befriende endelig at erkende det. Selvom jeg ikke forstår, hvordan det er ”opstået”, så må jeg bare se det som en kendsgerning for mit liv og så prøve at få det bedste ud af det.
Hele dette aspekt af mit liv har været præget af en stor grad af utilfredshed, usikkerhed og uvished, men jeg har det bedre med det hele nu. I løbet af det seneste års tid har jeg lært at acceptere min situation. Jeg er holdt op med at kæmpe imod. Jeg har langsomt forliget mig med tanken om, at omverdenen kommer til at vide det. I foråret besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at fortælle det til mine venner. Selvom det var rigtig svært i starten, var det en helt fantastisk følelse ikke længere at være alene om det hele. De seneste par måneder har flere og flere fået det at vide, heriblandt mine forældre og søskende, og alle har været helt utroligt søde og forstående. Det vil jeg gerne sige tak for. Det har været virkelig rart at opleve, at det i virkeligheden ikke er en så "big deal", som man kan ellers kan gøre det til, når man i mange år kun har sine egne tanker at diskutere med. Alle mine forhåbninger er blevet indfriet og al min frygt gjort til skamme. Derfor offentliggør jeg også dette brev med ro i sindet og en følelse af selvsikkerhed, som jeg ikke kendte til for et halvt år siden. Jeg er et gladere menneske i dag.
Til sidst vil jeg gerne gøre op med den største og dummeste homokliché: Jeg har ikke lyst til ”at springe ud” af et fucking skab. Som om jeg hele livet har gemt mit sande jeg i et skab? Den, der har fundet på det udtryk, er en respektløs idiot. Min personlighed er ikke defineret af min seksuelle orientering, og derfor har jeg aldrig stået i et figurativt skab og gemt mig. Jeg ville ønske, vi levede i en verden, hvor det, at fortælle verden, at man er tiltrukket af samme køn, ikke ville være en ting, der skabte opmærksomhed. Det var også derfor, det gjorde mig glad at se Marshall i How I Met Your Mother fortælle sin og Lilys nyfødte søn, at Central Park er ”et godt sted at møde piger… og drenge”. Så er der ligesom taget højde for begge dele.
For at sige det hele meget kort: Drenge er nice, yo.
- Emil Bak-Møller
P.S. bajer er også nice
Ingen kommentarer:
Send en kommentar