Mit hår 1995 – 2013

Jeg har aldrig forstået de mennesker, der altid har haft den samme frisure. Hår er noget af det sjoveste, der gror på hovedet, og det er en skam, hvis man ikke er kreativ nok til at eksperimentere lidt med lokkerne. Det har jeg gjort gennem en årrække, og her følger en gennemgang af lav- og højdepunkterne fra dengang til nu. God forfuckingnøjelse.

1995 – 2006: De Ubemærkelsesværdige
I de første 11 år af mit liv var mit hår ikke videre interessant. Det voksede lidt, så blev det klippet lidt, så voksede det lidt igen. Mine forældre var i mine første mange leveår fattige studerende, og pengene skulle ikke ødsles væk på dyre frisørbesøg. Jeg blev klippet af min mor, som ofte måtte kæmpe en hård kamp for at holde mig i ro, så mine ører ikke blev klippet af i forbifarten. Jeg hadede at blive klippet. Nogle gange skulle der smarte afledningsmanøvrer til – såsom at klippe mig mens jeg så Bamse og Kylling på VHS. Det var dog ikke altid nok, og enkelte gange var jeg så urolig, at mit hår blev klippet skævt, og pædagogerne i børnehaven spurgte mig, om jeg selv havde klippet det. hehe lol dumme barn

Sommer – efterår 2006: Den Første Lange

December 2006 – Forår 2008: De Ganske Normale

Sommer 2008: Den Anden Lange

Efterår 2008 – Efterår 2009: De Korte

Sommer 2010: Den Tredje Lange

Efterår 2010: Den Asymmetriske

Februar – marts 2011: Det Første Sidecut (Det Med Mørke Striber)

Marts 2011: Den Autonome

Sommer 2011: Den Kedelige Korte

August – september 2011: Det Sagte Sidecut

Oktober 2011: Hanekammen

Forår 2012: Det Lange Sidecut

Maj – juni 2012: Den Med Hvid Stribe

Juli 2012: Den Helt Korte Karse Til Roskilde

Januar 2013: KONG BLOND

hehe swag

HOMO - følelsen af at være blevet snydt

Kære verden.

Jeg hedder Emil. Jeg er 17 år. Jeg er homoseksuel. Det er ikke noget, jeg har fundet ud af lige pludselig; det har snarere været en lang og ofte frustrerende proces, og ærligt talt har jeg stadig svært ved at affinde mig med det. Det hænger sandsynligvis sammen med, at der er mange af de egenskaber, man (dvs. offentligheden) fejlagtigt tillægger ”alle homoseksuelle”, som jeg ikke føler, beskriver mig særligt godt. Medierne er også med til at gøre det hele værre, da der er masser af underholdningsværdi i en karakter som Gustav, som efterhånden har været med i samtlige danske realityserier, end en ganske almindelig rugbrødsdansker, der tilfældigvis er homoseksuel. Sådan er det nu engang, men det gør det ikke ligefrem nemmere som ung homoseksuel at acceptere og leve med sin seksualitet.

Først og fremmest føler jeg mig snydt. Ikke bare snydt for det sidste stykke slik eller en anden ligegyldighed. Jeg føler mig snydt på det groveste af naturen selv. Naturen har egentlig gjort et okay stykke arbejde med mig. Jeg er godt nok platfodet på min højre fod, jeg har bøjle på mine tænder, og min underkæbe er så skæv, at den skal opereres på plads, men det er jo alt sammen småting i forhold til hele det komplekse legeme, der er den menneskelige krop. Jeg har to arme, to ben og fem fingre på hver hånd. Jeg er hverken fysisk eller psykisk handicappet, så på papiret burde jeg jo være ret velfungerende. Som bonus er jeg velbegavet og har gode sociale evner. Men på det mest grundlæggende punkt har naturen ramt helt ved siden af. Den seksuelle tiltrækning. Faktisk har naturen et meget smart system. Det er ikke voldsomt kompliceret. Hankønsvæsener tiltrækkes af hunkønsvæsener og omvendt. Det er denne mekanisme, der har været grundlaget for evolutionen af liv på jorden de seneste mange millioner år. Det er denne mekanisme, der er skyld i min blotte eksistens, og det er denne mekanisme, som jeg er blevet snydt for. Jeg føler mig ærligt talt uretfærdigt behandlet. Det er et ganske simpelt system. Det er også derfor, det er så ufatteligt, at naturen fucker det op for omkring 5 % af den menneskelige befolkning.

Jeg har flere gange haft følelser for piger. Eller jeg har måske snarere følt, at jeg har haft følelser for piger. Jeg havde lyst til at have følelser for piger, for det har normale drenge jo. Jeg ville bare gerne passe ind. Derfor gentog jeg løgnen over for mig selv tilstrækkeligt mange gange, og til sidst troede jeg faktisk oprigtigt, at jeg var forelsket i piger. Men når det kom til stykket, var det som om, der manglede noget. Det føltes ikke helt rigtigt. Jeg var dog ikke klar til at se realiteterne i øjnene, så jeg fandt på et kompromis. I lang tid bildte jeg mig selv ind – og fortalte endda et par stykker – at jeg var biseksuel. Det føltes ligesom ikke så slemt. På den måde kunne jeg føle mig nogenlunde normal og samtidig ”legitimere” mine tanker om drenge ved at fortælle mig selv ”jeg kan jo også lide piger!” Hvor god den forestilling end var, var det en falsk virkelighed, som jeg havde konstrueret for at beskytte mig selv mod den horrible sandhed: at jeg ikke er halvt eller kvart eller ”kun en lille smule” til drenge. Jeg er helt igennem homo.

Jeg føler mig utroligt alene i denne heteroseksuelle verden. Jeg føler mig ikke som en del af ”homomiljøet”, men alligevel er jeg jo forskellig fra mine hetero-venner. Hver gang de snakker om kærester og forhold, forelskelser og følelser, bliver jeg mindet om, at jeg ikke er som dem. Hvor ville jeg dog gerne være det. Jeg misunder dem dybt. Det gør mig vred, at nogle idioter (jeg taler til dig, Sarah Palin, og dine ligesindede republikanere), kan få sig selv til at tro, at homoseksualitet er et valg. Come on, hvis det var tilfældet, ville homoseksualitet jo ikke eksistere. Hvem ville dog vælge et besværligt liv med et betragteligt mindre udvalg af potentielle partnere og, i nogle dele af verden, konstant frygt for at blive hængt for sine ”amoralske lyster”, hvis man kunne blive fri?

Konceptet ”gay pride” er meget svært for mig at forstå. Det giver ingen mening at være stolt af at være homoseksuel – lige så lidt som det giver mening at være stolt af at være heteroseksuel. En seksualitet er en meget mærkelig ting at være stolt af. Normalt kan man være stolt af ting, man selv eller andre har opnået. Man kan være stolt af at have lært at spille guitar. Man kan være stolt af en flot studentereksamen. Man kan være stolt af sine venners bedrifter. Man kan sågar være stolt af sit land. Det giver alt sammen mening, fordi stoltheden er baseret på noget, som nogen har kæmpet for at opnå. En seksuel orientering er ikke noget, man har opnået. Det er snarere en egenskab. Ligesom det at være sorthåret eller at være intelligent er egenskaber. Når man begynder at være stolt over egenskaber ved sig selv eller andre, som ingen er herre over, kan man ende med ubehagelige ting som Ku Klux Klan eller Holocaust. Det er selvfølgelig uretfærdigt skarpt stillet op og en meget træls sammenligning for det ellers positivt ladede ”gay pride”, men jeg synes, det meget tydeligt illustrerer, at det ikke giver særligt god mening.

Målet med pride-paraderne er øget tolerance og fejring af mangfoldigheden, men resultatet er et andet. Det er stereotyperne og fordommene, der vinder den store sejr. Billedet af, at bøsser er højlydte, ultrafeminine, letpåklædte glimmerdronninger bliver forstærket og foreviget. Det hele skaber en verden, som jeg hellere vil tage kraftigt afstand fra end at være en del af. Det er destruktivt for tolerancen og forståelsen, og så er det pisse ærgerligt, at det er dette billede, der går igen overalt i medie- og underholdningsbranchen. Et citat fra tv-serien Rita er meget rammende. ”Hvorfor er du så kedelig? Bøsser på tv er altid så sjove” siger Ritas ældste datter til sin stille og indadvendte lillebror, der for nylig har åbnet op omkring sin homoseksualitet. Citatet beskriver meget godt, hvordan bøsser opfattes i den brede befolkning. De er blevet reduceret til at være komiske figurer, som skrantende tv-serier kan hive ind i håb om at øge seertallene. Det er også derfor, at jeg i (alt for) lang tid har benægtet denne del af min identitet og på ingen måde har haft lyst til at dele dette med andre. Jeg kan simpelthen ikke identificere mig med det billede, der bliver skabt.

Men selvom jeg ikke føler, jeg passer ind i det miljø, så må jeg erkende, at jeg er homoseksuel. Jeg er bøsse. Det er stadig virkelig svært for mig at rumme. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på det. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke grubler over hvilke følger, det vil have for hele min tilværelse. Nogle gange gør det mig nedtrykt og ked af det – især når jeg tænker på mine heteroseksuelle venner og deres normale liv. Men selvom det er hårdt og svært, er det også befriende endelig at erkende det. Selvom jeg ikke forstår, hvordan det er ”opstået”, så må jeg bare se det som en kendsgerning for mit liv og så prøve at få det bedste ud af det.

Hele dette aspekt af mit liv har været præget af en stor grad af utilfredshed, usikkerhed og uvished, men jeg har det bedre med det hele nu. I løbet af det seneste års tid har jeg lært at acceptere min situation. Jeg er holdt op med at kæmpe imod. Jeg har langsomt forliget mig med tanken om, at omverdenen kommer til at vide det. I foråret besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at fortælle det til mine venner. Selvom det var rigtig svært i starten, var det en helt fantastisk følelse ikke længere at være alene om det hele. De seneste par måneder har flere og flere fået det at vide, heriblandt mine forældre og søskende, og alle har været helt utroligt søde og forstående. Det vil jeg gerne sige tak for. Det har været virkelig rart at opleve, at det i virkeligheden ikke er en så "big deal", som man kan ellers kan gøre det til, når man i mange år kun har sine egne tanker at diskutere med. Alle mine forhåbninger er blevet indfriet og al min frygt gjort til skamme. Derfor offentliggør jeg også dette brev med ro i sindet og en følelse af selvsikkerhed, som jeg ikke kendte til for et halvt år siden. Jeg er et gladere menneske i dag.

Til sidst vil jeg gerne gøre op med den største og dummeste homokliché: Jeg har ikke lyst til ”at springe ud” af et fucking skab. Som om jeg hele livet har gemt mit sande jeg i et skab? Den, der har fundet på det udtryk, er en respektløs idiot. Min personlighed er ikke defineret af min seksuelle orientering, og derfor har jeg aldrig stået i et figurativt skab og gemt mig. Jeg ville ønske, vi levede i en verden, hvor det, at fortælle verden, at man er tiltrukket af samme køn, ikke ville være en ting, der skabte opmærksomhed. Det var også derfor, det gjorde mig glad at se Marshall i How I Met Your Mother fortælle sin og Lilys nyfødte søn, at Central Park er ”et godt sted at møde piger… og drenge”. Så er der ligesom taget højde for begge dele.

For at sige det hele meget kort: Drenge er nice, yo.

- Emil Bak-Møller

P.S. bajer er også nice

Hans Hartvig Seedorffs Stræde

Jeg tager mig tit en dejlig lille bustur mellem Busgaden og Park Allé. Efter en lang, hård dag kan en gåtur op gennem strøget mellem en masse mennesker virke meget uoverkommelig, og så må man jo ty til livets små smutveje. Det er dog ikke altid, at mine små buseventyr er et udtryk for ren og skær dovenskab; nogle gange  betyder det forskellen mellem at nå mit tog eller vente i en ekstra halv time. Der er cirka 500 meter fra Busgaden til Park Allé. Det er en strækning, som burde kunne klares af en bus på omkring 1 minut under optimale omstændigheder. Men af uransaglige årsager har man fra højere magtinstansers side besluttet at placere en stor, fed, besværlig trafikal lort midt på distancen - en lort ved navn Hans Hartvig Seedorffs Stræde (eller som Google Chromes indbyggede stavekontrol prøver at få mig til at skrive det: Hans Hartvig Düsseldorf Stræde). Her stiger mange gamle og særdeles langsomme mennesker af bussen, og når også en betragtelig mængde andre gamle og særdeles langsomme mennesker skal ind i den samme bus, så kan det ofte forsinke den ellers meget korte tur en hel del.

Åh nej dog, den stakkels lille dreng skal køre i bus et par minutter længere! Klarer han den mon? Hvis der var en rationel årsag til at HHSS overhovedet eksisterer, og hvad vigtigere er, en rationel årsag til at folk rent faktisk benytter det stoppested, så ville jeg kunne leve med det. Problemet er, at der ingen rationelle årsager er til noget som helst ved Hans Fucking Harald Seebachs Psykostræde!!! Der ligger INGENTING på den gade (seriøst, det er ikke engang en rigtig gade), som ville retfærdiggøre en så omfattende service fra 13 forskellige bybuslinjer, især ikke når man tænker på, at alle de busser i forvejen stopper 250 meter derfra i den ene retning (Busgaden) og 250 meter derfra i den anden (Park Allé). Hvis man skal noget på eller i nærheden af HHSS (det skal man ikke), så er det aldrig vigtigere, end at man kan tage sig en lille spadseretur fra et af de to veletablerede bustrafikale knudepunkter. Man er aldrig i den situation, at man skal skynde sig for at nå noget på HHSS. Derfor har man altid tid til at tage den lidt med ro.

Men når jeg skal nå mit tog, som kører om halvandet minut, så vil jeg ikke finde mig i, at folk stiger af og på ved et så latterligt ikke-sted, som Hans Hartvig Seedorffs Stræde er. Nedlæg det lort.

Dengang jeg mødte Gordon-Levitt og mig selv

Mit sind har mange gange bevist sit store talent inden for drømme og lignende sjove natlige underbevidste seancer. Jeg drømmer stort set hver eneste nat, og  det er en af mine yndlingsaktiviteter. Det er dog ikke altid lige rart. Jeg har tre gange oplevet det, som den engelsksprogede Wikipedia kalder Sleep Paralysis (seriøst, læs deres lange artikel om det og vær lykkelig for, at du har aldrig har oplevet det). Det er det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet.

Til gengæld er det mega fedt at opleve det, der med en fagterm kaldes lucide drømme. Det er drømme, hvor man er klar over, at man drømmer, og derfor kan tage kontrol over drømmen. Sådan en oplevelse havde jeg i nat, og jeg udnyttede det i den grad. Jeg stod foran et spejl med elpærer langs kanten (ligesom man ser dem, når skuespillere skal have makeup på inden en forestilling). Lige pludselig slog det mig, at jeg var i en drøm. Jeg tænkte hey, det her er en drøm, jeg kan gøre hvad jeg vil". Jeg har altid tænkt over, hvordan det ville være at have en tvilling. Så jeg koncentrerede mig så meget, jeg kunne, og lige pludselig stod jeg selv foran mig. Jeg havde skabt en fuldt funktionsdygtig kopi af mig selv. Det var fucking fedt. Det stoppede dog ikke der, for hvis jeg kunne lave en udgave af mig selv, så kunne jeg da også lave en udgave af Joseph Gordon-Levitt! Så det gjorde jeg.

Det var en virkelig lang drøm, og mig og Joseph og mig hyggede os rigtigt. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage en masse billeder af os med min iPhone, så jeg kunne bevise det hele, når jeg engang vendte tilbage til vågen tilstand. Det viste sig dog, at billederne ikke var der, da jeg vågnede. Øv.

Vinterdepression

Overskriften viser hvor stort et talent jeg har for at tage sorgerne på forskud. Det er kun den 3. september, temperaturerne når omkring 20 grader hver dag og solen skinner - ENDNU - men alligevel kan jeg ikke lade være med at fylde mit hoved med forfærdelige tanker om det, der venter: vinteren, mørket og kulden. Jeg er simpelthen ikke fan af det. Midt i januar måned var jeg så glad for, at ingen sne var faldet, at jeg erklærede vinteren 2011/2012 for snefri og forudså sommerens komme. En uge senere faldt sneen så. Det var egentlig ikke så slemt, men det beviste bare, at sommeren sgu alligevel ikke kom i januar. Siden oktober sidste år har jeg brugt alle mine kræfter på at glæde mig til sommeren, og da den endelig kom, tilbragte jeg al min tid med at nyde den. Jeg har på alle måder gjort alt, hvad jeg kunne, for at få det meste ud af den forgangne sommer, og alligevel er jeg slet ikke klar til at give slip på den.

Ja, det er kun den 3. september, men dag for dag svinder dagslyset. Ved jævndøgn den 21. juni havde vi 17 timer og 47 minutters dagslys. I dag er tallet 13 timer og 40 minutter. Det har jeg nemlig en mega smart app, der kan fortælle mig hehehehehehehe. I morgen er det 13 timer og 37 minutter. Dagen efter 13 timer og 31 minutter. 13 timer og 26 minutter. Om en uge er dagen blevet mere end en halv time kortere, og om en måned vil dagslængden være formindsket til godt 11 timer. 11 timers lys betyder 13 timers mørke. I december vil solen kun vise sig i godt en fjerdedel af døgnet, inden vi igen (meget langsomt) går mod lysere tider.

Jeg elsker den danske forsommer, hvor der aldrig rigtig er mørkt, og jeg hader den danske vinter, hvor der aldrig rigtig bliver lyst. Sommer 2013, skynd dig for helvede at komme.

Festuge

I går gik jeg forbi L.O.C. Han gik sammen med en meget lille ven. Seriøst, hans ven var så fucking lille. Liam havde solbriller på klokken halv otte om aftenen. Han tænkte nok, at ingen kunne genkende ham så. Men mig kunne han ikke narre! Ud over at rende ind i alle de kendte så jeg Ulige Numre og RANGLEKLODS!! i går (min far spurgte mig i dag "om det der Klodsmajor var fedt", lol) Natten blev sluttet af på fineste vis med søde, halvsovende venner og Snabeltyrkersko. Jeg mødte så fucking meget rødvin i nat.

Giv mig den Batman-sparkedragt

2 måneders bøjlejubilæum

Det skrider fremad.

Salmonsens Konversationsleksikon, 1893

Negrene ere i det hele stærkt og muskuløst byggede, i Arbejdsydelse staa de ogsaa Europæerne nærmest, Lemmerne ere derimod ikke kraftige; særlig karakteristisk er i saa Henseende de tynde Lægge. Hovedet er ejendommelig smalt og sammentrykt, Panden skraat tilbagevigende, hvorimod Kæbepartiet er stort og fremspringende, Fortænderne skraatstillede, Næsen, særlig Næseroden, flad og bred, Læberne tykke og svulmende, Haaret mørkt, kruset og uldagtigt. Farven er mørk, fra det dybeste ibenholtsorte til det smudsiggulbrune; visse mellemafrikanske Folks Farve er saa sort, at den endog spiller i det blaalige. Den mørke Farve skyldes et Pigment i Overhudens underste Lag, Slimlaget (rete Malpighii). Huden er blød, atlaskagtig, men har modbydelige, ammoniakalske Uddunstninger, der virker i høj Grad frastødende paa Europæerne i deres Omgang med de sorte.

Den Elektriske Gæst